fbpx
René Løfqvist - formand for Hedemarkens afdelingsbestyrelse

René – formand og “sportsidiot”

Rene Løfqvist er formand for Hedemarkens afdelingsbestyrelse, og med den kasket på har han blandt andet været med inde over Hedemarkens udvikling og sociale arrangementer i løbet af de sidste mange år. Han lægger sin sjæl og utallige timer i arbejdet som formand for AB, og det vil Lone og Laura gerne anerkende med en blomst  fra VOKS – planter med omtanke og et lille portræt i denne serie af indlæg her på hjemmesiden.

Vil du fortælle lidt om dig selv – hvor bor du henne i Hedemarken, hobbyer, hvad kan du godt lide at lave?

Ja, hvem er jeg.  Jeg er en person som indtil for ca. 3 år siden, har været gift med Lissi igennem 24 år. Vi havde kendt hinanden i 35 år, så det tog mig lidt tid at få hende overtalt til at blive gift. 

Som hobbyer er det min store passion at være håndbolddommer. Det har jeg været siden 1984 og forhåbentligt kan jeg være det mange år endnu. Derudover er jeg bankoopråber en gang om ugen. 

Ellers nyder jeg at være sammen med mine børn og børnebørn, samt nogle rigtig gode venner. Ud over dette så vil nogen nok kalde mig lidt af en sportsidiot.

Hvorfor har du valgt at sidde i bestyrelsen?

Tilbage i 1994 valgte jeg at gå ind i bestyrelsen, fordi jeg blev opfordret til det af den daværende formand og hans kone, Ole og Inger Hansen.

Det var også fordi, jeg ville have indflydelse på mit nærområde og være med til at præge Hedemarkens udvikling.

Hvad er det fedeste du har været med til, som en del af bestyrelsen?

Det fedeste er at være inde over så mange forskellige ting i bestyrelsesarbejdet. Man er, i min optik, som formand nødt til at have indblik i det meste, og det er dejligt at have en del bolde i luften på en gang sammen med bestyrelsen. Selvom der igennem årene har været udskiftninger i bestyrelsen, så har der altid været et godt samarbejde imellem os og vi har altid fundet en løsning på de problemstillinger der har været.

Hvor længe har du boet i Hedemarken, og hvad kan du godt lide, ved at bo her?

Jeg flyttede ind hos Lissi tilbage i 1993, året før vi blev gift.

Det jeg bedst kan lide ved Hedemarken er, at man både kan komme hinanden ved. og at man også kan være privat, hvis man ønsker det.

Går man en tur, så møder man altid en masse man kender.

Og så kan jeg godt lide den mangfoldighed der er i Hedemarken.

Det er dejligt, at så mange forskellige folkeslag kan være sammen, og at det sker uden, at der er problemer mellem dem som bor her.

Hvad er dine “mærkesager” / kerneinteresser i AB?

Mine mærkesager er især den kommende helhedsplan og at vi som en af de først almene bebyggelser i Danmark kan blive helt selvforsynende med strøm via solceller. Lige nu er de kun på blok 12, som en test, men forhåbentligt kommer de op i hele Hedemarken. De foreløbige resultater ser rigtigt positivt ud.

En anden ting, der også er vigtigt for mig. er det sociale i Hedemarken. For eksempel vores store legepladser i midterarealet af Hedemarken. Dem er der mange institutioner og private, både fra vores kommune og nabo kommunerne, der besøger. Det er med til at give et dejligt liv i bebyggelse.

Også de arrangementer som vi holder for vores beboer,  Som altid er rigtig godt besøgt. Vi kan også se at vores jubilæum, som vi afholde i September 2019, var et meget stort tilløbsstykke og til glæde for alle.

 

Lone Kaas & Laura von der Maase, boligasociale medarbejdere i Hedemarken

Boligsocial medarbejder i Hedemarken og hjemmesideadministrator.