D. 12. december: Fællespisning

Julekalender 2020 - 12. dec.

Bag dagens låge her i Hedemarkens julekalender, finder vi Lone (igen). Denne gang som drivkraften bag fællesspisning. Under normale omstændigheder laver Lone mad til alle der vil være med to onsdage om måneden. Det er dog lang tid siden hun har stået ved gryderne i C-salens køkken på grund af Covid-19. Laura har alligevel snakket med Lone om hvad Fællesspisning er for noget, hvem det er for, og hvad hun vil servere når de kan starte op igen uden frygt for Covid-19.

Ud over Banko er det også mig, der er madmor her nede i Fællesspisning, og det har jeg været i 6 år. Der er stor tilslutning til fællesspisning. Selvom der er nogle der er faldet fra af de ældre, men jeg håber at der kommer nogle nye ansigter når vi engang får lov at starte op igen. Det koster en lille smule at spise med, og så kan man købe drikkevarer også til en 10'er. Og vi får altid dessert!

Vi spiser "mormor mad", for det er det de vil have. Jeg regner med at servere brunkål, når vi starter op igen, for det blev de snydt for på grund af Covid-19. Så det skal de have. Så nu håber jeg bare, at vi kan mødes igen i 2021. Især for de ældre, for det er mest ældre der kommer til fællesspisning. Selvom alle er velkomne!

Lone, Fællesspisning